Syd Koreansk vindmølleproducent vælger Orbital i Skjern

Syd Koreansk vindmølleproducent vælger Orbital i Skjern
Syd Korea har store ambitioner på energiområdet. Landet har afsat over 300 milliarder kroner frem mod 2025 til grøn omstilling og ambitionen er at være klimaneutral i 2050. Det kræver en indsats i et land, hvor kulkraftværker leverer mere end 40 % af strømmen til industriel produktion, der hovedsagligt består af cement- og stålproduktion, skibsværfter og bilfabrikker.
For at indfri de grønne planer skal de sydkoreanske virksomheder ud i verden og finde producenter og samarbejdspartnere, der kan forsyne dem med komponenter og knowhow indenfor grøn energi.
Geumpoong Inc. er en sydkoreansk producent af nettilsluttede husstandsvindmøller med en effekt på 10-20 kW. Da Geumpoong startede udviklingen af deres vindmølle, var de på udkig efter en stabil og kompetent styringsleverandør.
I den anledning rejste de til Danmark for at besøge Orbital og se tavleproduktionen i Skjern. Efter besøget blev Orbital valgt som leverandør af vindmøllecontroller og sensorer (vindfane, anemometer og vibrationssensor). Vindmøllestyringen er koblet til OrbiSCADA, så al data bliver opsamlet og gemt i SCADA-systemet, der er udviklet og ejet af Orbital.
Udover at være komponentleverandør har Orbital løst forskellige udviklingsopgaver for at optimere TMC-3 vindmøllestyringen og de elektriske komponenter, så de fungerer optimalt til de behov Geumpoong har i hjemlandet. Om samarbejdet med Orbital udtaler Geumpoong:
”Den løbende support fra Orbital har været en stor hjælp. Vi oplever kort responstid og en positiv indstilling til at foretage ændringer og tilpasninger. OrbiSCADA er et helt afgørende værktøj ved supportsager, så Orbital hurtigt kan se den nuværende status på vindmøllerne og deres historik, herunder også fejl og ændringer i indstillinger”.
Geumpoong har på nuværende tidspunkt installeret tæt på 10 vindmøller i Syd Korea. De første som testvindmøller for at få de relevante certificeringer og godkendelser på plads og de resterende på markedsvilkår. Forventningen fremadrettet er flere installationer i Syd Korea og eksport til andre asiatiske markeder.